Tysk Danmark

Da min farfar var en ung soldat i Danmark, det tyske imperium strakte sig langt op på Jyllands hals som en strangulerende karikatur af en turtleneck. Farfar havde allerede tjent i den danske hær før første verdenskrig, og han blev tilbagekaldt, efter at krigen brød ud. Danmark var selvfølgelig en neutral nation, og vi kan se med tilbageblik, at Kaiseren ikke valgte at krænke Danmarks neutralitet. Ikke desto mindre forlod farfar Danmark til Amerika, så snart hans anden tilmelding var overstået.

Det tyske imperium blev besejret, og takket være den berygtede Versailles-traktat blev den nordlige tredjedel af Slesvig returneret til Danmark efter 56 års besættelse. Nogle gange spekulerer jeg på, om farfar ville have forbliver i Danmark, hvis han havde vidst, at tingene ville ende så godt. Selvfølgelig havde han været nødt til at udholde den nazistisk besættelse, men han ville have været ældre dengang. Alligvel var han en uægte søn af bønder, og som sådan skammede hans mor sig for at anerkende hans eksistens. Farfars far var immigreret til Amerika, da farfar var et spædbarn. Danmark gav den stakkels bastard ikke meget at tabe.

Tilbage i det 12. århundrede havde danskerne brugt 700 år i den truende skygge af frankerne, sakserne og tyskerne, for det meste uden hændelser, men i 1184 sendte kong Knud 5. af Danmarks rådgiver ærkebiskop Absalon den hellige romerske kejser et notat, der erklærede at Danmark ville ikke længere være en vasal af imperiet. Kejseren blev oprørt. Han sendte sin pommerske vasal for at invadere Danmark, men Absalon vendte angrebet. Kong Knud erobrede Pommern et år senere. Knuds efterfølger, Valdemar Sejr, tog mere af det nordlige Tyskland, men ville miste alle Danmarks tyske ejendele inden 1227.

Omkring dette tidspunkt den nystiftede tyske by Lübeck (f. 1143 e.v.t.) etablerede sig som en konkurrent til det danske handelscenter Slesvig (Hedeby af vikingetiden). En alliance af tyske handelsbyer, der senere blev kaldt Hanseatic League (AKA Hansa), ville snart dominere den baltiske handel. Lübeck, den vigtigste Hansa-havn, begyndte at bevæbne sig, og i 1247 angreb Lübeck-pirater norske købmænd på vej til Skåne og Gotland. Norge, truet med hungersnød på grund af en Lübeck-blokade, blev tvunget til at indgå en traktat med Lübeck. I 1248 plyndrede en Lübeck-flåde København.

Hansaen ville komme til at kontrollere de skandinaviske havne Bergen, Stockholm og Visby. De danske havne København, Roskilde, Helsingør-Helsingborg, Flensborg, Aalborg, Svendborg, Malmø, Skanør, Falsterbo og Varberg ville enten give Hansaen særlige privilegier eller være vært for Hansa-fabrikker.

Efter Valdemar Sejr (d. 1241) steg den tyske indflydelse. Rivaler om den danske trone fejdede. Slesvig, ofte styret af kongens rivaler, bukkede under for mere og mere tysk indflydelse og åbnede sig for tysk kolonisering. Drengekonge Erik Klipping og hans mor blev fanget og holdt for løsesum, da hun, assisteret af den tyske hertug Albrecht af Brunswick, invaderede Slesvig. Tilsyneladende blev de frigivet på den betingelse, at den unge konge ville gifte sig med datteren til en anden tysk hertug. Denne brud sammen med hertug Albrecht ville komme til at regere over Danmark efter mordet på den konge, hun giftede sig med. Hendes sønner Erik Menved og Christoffer ville efterfølge hende, to af Danmarks mest inkompetente konger på rekord. Erik Menved hævner sin fars mord og eksilerer et antal danske adelsmænd, der derefter, indrømmede asyl i Norge, fortsatte med at plyndre Danmarks kyst. Det drøftes, om de havde været skyldige i mordet, som de blev forvist for. Det forekommer lige så sandsynligt, at hertug Valdemar fra Slesvig var tilskynderen. Det var han, der fik mest ud af mordet.

Erik Menved stræbte efter at udvide sine ejendele til det nordlige Tyskland og beskæftigede tyske lejesoldater til at kæmpe hans kampe. Han invaderede Sverige og forsøgte at besejre et kup der. Han kæmpede også mod invasioner af sin bror Christoffer. Eriks brug af lejesoldater førte til øget beskatning, og øget beskatning førte til oprør i Danmark, der nødvendigvis blev nedlagt af — du gættede det — lejesoldater. Endelig pantsatte Kong Erik og hans bror (og efterfølger) Kong Christoffer II mest af Danmark, hovedsagelig til de tyske grever Gerhard og Johan. Dette var ingen etnisk forræderi, for Erik og Christoffer var selv tyske.

Efter at Christoffer døde i fængsel, lod de tyske grever den danske trone forblive ledig i otte år, i hvilket tidsrum Gerhard og Johan vendte sig om at fejde med hinanden.

Den første konge, der kom ud af dette interregnum, var Christoffers søn Valdemar. Denne unge kronprins havde tilbragt meget af sin barndom i Bayern ved hoffet af den hellige romerske kejser Louis IV. Han har måske lært en eller to ting der. Selvom Valdemar var behæftet med et marginaliseret, irrelevant kongedømme, samler han kongeriget Danmark igen med medgift penge, salg af fjerntliggende territorier, bedrag, mord, beskatning og krig. Han giftede sig med en datter af hertugen af Slesvig og fik således en medgift, hvorved han kunne købe jord. Dermed blev han gift med en kvinde af grundigt tysk herkomst. Kronet som Valdemar 4., ville han blive husket som Valdemar Atterdag.

Mens Valdemar indsamlede kongeriget, var han listig og hensynsløs. Han belastede adelen og bønderne med høje skatter og måtte derfor besejret flere oprør. Den Sorte døden ramte Danmark under Valdemars regeringstid, men det ser ud til, at han brugte pesten til sin fordel. Han tøvede ikke med at udnævne udlændinge til sin hof.

Valdemars drost, Henning Podebusk, var en tysk-slavisk indfødt af den engang slaviske ø Rügen, som under dansk kontrol (1168–1325) var blevet udsat for en oversvømmelse af tyske indvandrere. Podebusk blev født og opvokset under pommerske styre inden for det hellige romerske imperium. Podebusk styrede Danmark kompetent, mens Valdemar var i eksil. Han spillede en stor rolle i succesen med den danske krone fra Valdemar Atterdag til Margrete 1.

Under hansetiden vandrede tyske købmænd og håndværkere af næsten alle slags til Skandinavien.

German merchants … came to Copenhagen from Wismar, Stralsund, and Szczecin, establishing their own working men’s club there in 1382, Det tyske Kompagni. Manufacturers followed in the footsteps of merchants and, aside from blacksmiths, brewers, and shoemakers, all Medieval German trades are thought to have been represented in Denmark and thus practised throughout the entire north.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

Valdemar Atterdag reddede Kongeriget Danmark (som en politisk enhed), men han kunne ikke modstå styrken fra Hansaen. Hans datter Margrete ville opnå mere i den henseende. Margrete I var en mesterstrateg og formåede at forene Danmark, Sverige og Norge og gjorde Skandinavien således bedre positioneret til at konkurrere med Hansa. Desværre for Danmark blev unionen ikke forvaltet som en sand union, og som skete med Knud den Stores Nordsøimperiet, blev meget blod spildt af konger, der forsøgte at opretholde eller genvinde imperiets herlighed.

Margrete gav bestemt Danmark en dronning at være stolt af, men hendes herkomst var mere tysk end dansk.

Desuden havde Margretes søster Ingeborg været gift med hertugen af Mecklenburg, hvilket havde styrket Danmarks bånd til Tyskland. Som det viste sig, ville Ingeborgs barnebarn, Erik af Pommern, blive valgt som første konge af Margaret’s Kalmar Union.

Efter Erik af Pommern blev Christoffer af Bayern kronet som konge af Danmark som Christoffer 3. I disse år faldt Danmarks krone igen i kaos, og den kongelige linje sluttede helt. Danmark vendte sig derefter til Tyskland for sin næste konge: Christian 1. af Oldenborg.

Huset Oldenborg havde bånd til den danske krone, men det var for det meste tysk. Det ville herske over Danmark i århundreder, og hvad mere er: hver Oldenborg-konge ville tage en tysk brud med kun to undtagelser: to dronningskammerater ville komme fra det britiske hus Hannover. Hver af disse britiske brude havde en tyskfødt mor, og desuden var disse dronningskammerater datter og barnebarn af kong Georg 1., som selv var tyskfødt og tilbragte halvdelen af sin tid i Hannover.

Hvis man sammenlægger alle bedsteforældrene til de 26 danske monarker fra Erik Menved til den sidste af Oldenborg-kongerne, vil man finde en fødested-fordeling svarende til følgende for steder med score over en:

  1. Sachsen      14
  2. Mecklenburg  13
  3. Danmark      12
  4. Brandenburg  11
  5. Slesvig      10
  6. Bayern        9
  7. Holsten       9
  8. Pommem        6
  9. Oldenborg     5
  10. Braunschweig  4
  11. Hessen        3
  12. Thüringen     2

Danmark hævder tredjepladsen, kun en bedsteforælder foran fjerdepladsen Brandenburg. Slesvig ser godt ud lige under Brandenburg. Schleswigs bidrag er en blanding af dansk og tysk arv.

Hvad med resten af Skandinavien? Som gruppe kan de kun kræve en enkelt kongelig bedsteforælder.

Med hver ny konge bragte en ny tysk dronning en frisk infusion af tysk kultur og tyske bånd ind i det danske kongelige hof.

Every one of these princesses brought teachers, artists, manufacturers, servants and clergymen as well as their own relatives with them.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

København udviklede selv en tysk karakter i disse århundreder.

Low German … became the second language in Copenhagen, but was never spoken by the majority of the population, as the German migrants mostly assimilated within a short period of time. However the language could still be understood in parts of Copenhagen as late as 1750, some 200 years after the Reformation and associated dying out of Low German.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

I det 18. århundrede var Germaniseringen ikke ved at falme, men øges.

The reign of King Frederick V was a golden age for Danish-German cultural relations. Countless German artists, scholars, laborers and tradesmen were summoned to Denmark. … Between the years 1700 and 1772, every tenth inhabitant of Copenhagen must have been an immigrant from the German states and Holstein, at least a quarter of all inhabitants have had German ancestors and almost the entire upper class in the Danish capital been of German birth.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

Indflydelsen fra det tyske sprog var omfattende.

Den tyske sprogpåvirkning skyldtes ikke mindst en stærk magtpolitisk, kulturel og handelsmæssig position. I løbet af 1700-tallet bredte brugen af det danske sprog sig i den offentlige forvaltning som en modbevægelse mod den tyske dominans: Der blev talt tysk ved hoffet, der var tyske skoler, teatre og gudstjenester, og tysk var kommandosprog i hæren. — Det danske sprog

Oldenborg-huset var så tysk, at tysk blev sprog for det danske kongelige hof.

Nationalisme tog fat i Danmark i 1770’erne.

Danmark kronede en mentalt syg absolut hersker i 1766. Denne pinlige situation krævede en god tysk læge. Kronen hyrede Johann Friedrich Struensee, som straks brugte sin privilegerede adgang til kongen som et middel til at overtage Danmark. I løbet af den korte tid, hvor den gode læge styrede kongeriget, skrev han en recept for Danmark: han indførte omkring 1.800 reformer over det absolutistiske rige.

Struensees pludselige magtopgang og de reformer han indførte, førte til en sammensværgelse mod ham. Struensee blev arresteret, henrettet og hugget i stykker. Den unge dronning – som havde været gift med den gale konge uden at være blevet informeret om hans vanvid – var blevet lægerens elsker. Hun, en Hannoveransk prinsesse af britisk fødsel, var for adelig til at hugge op, så hun blev forvist til Hannover. De fleste af Struensees reformer blev vendt, men mange forblev.

Struensees henrettelse på Øster-fælled i april 1772

Forrige Grev Johan Frid. Struensee og Grev Enevold Brandt
forrshslet og afbildet på hjul og stejle d. 28 April 1772

Inden Struensee blev henrettet, havde tysk været det danske militærs officielle sprog, og (ikke så officielt) det danske kongedomstols sprog. Det ændrede sig straks, og i 1776 blev der vedtaget en lov, der begrænsede regeringskontorer til mænd født i Danmark.

Gennem århundrederne var Danmark kommet i kamp med sine tyske naboer, men ikke fordi disse naboer var tyske. Indtil Schleswig-Holstein-oprøret af 1848 havde Danmark stort set været i fred med de tyske stater mod syd. Tilbage i det 17. århundrede havde kong Christian 4. invaderet Tyskland (under Trediveårskrigen), men dette skridt blev primært motiveret af frygt for svensk hegemoni i Østersøen. Selv efter Struensee fortsatte Danmark med at favorisere Tyskland i sine internationale anliggender. Sverige forblev Danmarks primære fjende. I 1808 gik Danmark i krig mod Sverige. I 1813 blev Danmark invaderet af Sverige og mistede Norge. I 1814 gik Danmark i krig mod Sverige for at inddrive Norge. I 1849 blev Danmark tvunget af Slesvig-Holsten-oprøret at gå i krig med Tyskland. En tilbagevenden til våben mod Tyskland i 1864 førte til Danmarks tab af Slesvig—og hendes fuldstændige ydmygelse.

This entry was posted in misc.

Leave a Reply