Tilbage i det 5. århundrede e.v.t. var der ikke noget Danmark. Skandinavien var analfabeter og forhistorisk. De sydlige dele af Skandinavien havde imidlertid været i kontakt med det romerske imperium i århundreder, og selvom de ikke var civiliserede, havde de materielle fordele ved handel og alliancer med Rom. Det ser dog ud til, at tingene begyndte at røre i de skandinaviske lande, der var tættest på civilisationen. Der blev hørt rygter om et ekspansionistisk folk kaldet Dani, der, som man troede, kom fra det land, der i dag er kendt som Sverige. Dette er svært at underbygge, skønt mit Y-DNA ser ud til at vise en passage fra Halland (Sverige) til Jylland (Danmark) inden for de sidste 1800 år eller deromkring, så jeg ville ikke blive overrasket over at finde ud af, at den Dani virkelig kom fra Sverige. Men vi skal huske, at der ikke var noget Sverige på det tidspunkt. Alle disse navne kan være meget vildledende. Deres betydninge kan ændre sig med et hjerteslag, så meget mere i tusind år.
Under alle omstændigheder finder vi mennesker ved navn Angles and Jutes, der vandrer vest fra Jylland i løbet af det 5. århundrede. De kan være blevet opfordret til at gøre det ved tilstrømningen af Dani. Alligevel forblev den Dani stille i århundreder.
Midt i al denne stilhed opstod teknologiske innovationer i Skandinavien. Skandinaver lærte at skabe bedre og bedre skibe og udviklede kunsten til søtransport. I slutningen af det 8. århundrede plyndrede skandinaverne bredden og flodmundingerne i Østersøen, Nord- og Irske Hav. Disse nordiske raiders er blevet kendt af historien (og fjernsynet) som vikingerne.
Vikingerne indviede en ny tidsalder med havmagt, der i første omgang berigede skandinaviske høvdinge og småkonger. Mod syd var den flade, velbefolkede øhav mellem Centraleuropa og Skandinavien optimalt positioneret til at konsolidere sig i denne spirende æra med havkraft. Det var i dette miljø, Danmark blev født.
Her er et kort, som jeg skitserede af det gamle Danmark i en tid, hvor Danmarks grænser blev defineret af vand snarere end af land. Vær opmærksom på, hvor smalle søpassagerne er. Øst for sundet bestod Danmark af Skåneland og øen Bornholm. Skåneland bestod til gengæld af landene i Skåne og dens kystvinger, Halland og Blekinge. Landet nord for Skåneland var Götaland, en af de tre største lande i det gamle Sverige.
Det bør ikke overraske nogen, at et enkelt kongerige broede det sydlige Skandinaviens sund i disse år. Rejser, handel og krig var meget mere effektive over vand end over land, og så ville vi se andre maritime imperier dannes i de kommende århundreder: normannerne, anglo-normannerne, portugiserne, spanierne, svenskerne, hollænderne, og briterne.
Måske var den store udfordring for danskerne den samme udfordring, som enhver tidlig adopterer af en ny teknologi står overfor: en anden kommer sandsynligvis sammen og slår dig i dit eget spil, og de kan have geografiske fordele bedre end dit lille baltiske choke-point . For eksempel havde briterne en naturlig voldgrav – den engelske kanal, og hvad angår svenskerne, hvem udover danskerne nogensinde har vist interesse for at erobre Sveriges frosne vidder? Danskerne var derimod nødt til at kæmpe med frankerne, slaverne, Hanse, det hellige romerske imperium, Napoleon, det britiske imperium og det tyske forbund, men alligevel var Danmarks største rival Sverige! Komisk.
Gennem det 17. århundrede blev det mere og mere tydeligt, at Danmark ikke ville være i stand til at forsvare Skånelands lange grænser mod Sveriges voksende militære styrke og dygtighed.
Sundet af sydlige Skandinavien ville blive mere strategisk, da handelsruter udviklede sig mellem Østersøen og Nordsøen. Denne kendsgerning ville tjene den, der kontrollerede sundet … indtil sundet blev så strategisk, at andre sømagter ikke tillod nogen magt – hverken dansk eller svensk – at monopolisere den baltiske handel. Den eneste måde, som Danmark kunne have bevaret sundet på, ville have været i en union med Sverige. Selv så en sådan union ville skulle spille godt med Europas kræfter, og desuden ville Danmark ikke dominere Sverige – når først Sverige fik sin handling sammen. I midten af det 17. århundrede var Sverige en stormagt, et imperium, og Danmark var næsten gået ud af eksistensen (og ikke for første gang).
Den pinlige historie om krigsførelse mellem Danmark og Sverige spillede helt sikkert en del af Danmarks tilbagegang, men jeg tror ikke, det i sidste ende var den primære faktor. Tør historiebøgerne rene af Danmarks smålige, kortsynede og tåbelige konger, og jeg tror stadig, at Danmark ville være heldig at have været i eksistens, selv som et navn. Jeg har mere end en gang til min latterlige rædsel forestillet mig et kort, der skildrer Danmark som en umærket udvidelse af Slesvig-Holsten. En verden uden LEGO? Tæl dine velsignelser.