Hockett Trail: Cottonwood Creek Revisited

Back in January 2009, I posted a brief discussion on a letter or note in Volume III of the Sierra Club Bulletin, dated 1899–1900. I think a passage from that letter calls for some reconsideration:

From Round Valley down to where it leaves the Little Cottonwood the old Hockett Trail is almost untraveled. The shorter route now in use leaves the valley at the lower end, drops over the Big Cottonwood, descends this past an old sawmill, and crosses to the Little Cottonwood, which it reaches about fifty yards below where it rejoins the old trail, at the foot of the Devil’s Ladder.

E. B. C., Sierra Club Bulletin, Vol. III., No. 2, May 1900

This apparent “letter to the editor” describes a new trail, more commonly traveled than the “old Hockett Trail.” The letter states that the old trail went from Round Valley (below Trail Pass) to Little Cottonwood Creek, crossing the Little Cottonwood, perhaps, not far from where Horseshoe Meadows Road crosses the Little Cottonwood today … or perhaps not. The rugged terrain doesn’t provide many options.

The new trail described by the correspondent appears to follow a similar route, but perhaps a bit lower. The old Stevens sawmill (AKA Cottonwood Sawmill) was located where the Cottonwood Canyon trail meets Horseshoe Meadows Road today. This appears to indicate that Horseshoe Meadows Road follows the new trail along Cottonwood Creek to the sawmill site and continues to follow the new trail across the mountainside to Little Cottonwood Creek, where it climbed 50 yards to the old Hockett Trail.

The new and old trails could not have been far apart. “E.B.C.” may be implying that the old trail proceeded north from Round Valley, followed a course upstream similar to today’s Cottonwood Lakes Trail, cut eastward across the creek, and then followed a course similar to the Little Cottonwood Creek Trail. It might be that such a relatively indirect route could have been laid out to avoid the rugged terrain of Cottonwood Canyon.

E.B.C.’s account appears to have been corroborated by Hubert Dyer’s 1893 account in the Sierra Club Bulletin, which he described with a westward orientation from the Little Cottonwood Creek crossing:

The one following up the east bank of the stream [Little Cottonwood] leads over a low divide between Little and Big Cottonwood, and brings one finally to the last named.

Sierra Club Bulletin, vol. 1 (1893–96), pg. 3

East of the Little Cottonwood, E.B.C. mentions “the foot of the Devil’s Ladder.” This is odd language, considering that the new trail likely met the old trail near the Little Cottonwood at an elevation of about 9,400 feet. How could one be at the “foot” of anything there? E.B.C. must have used the word foot to mean the beginning of the great descent, AKA “Hockett Hill.”

For more on the Hockett Trail, please see my book, The Hockett Trail: 1863 to Present.

Et uundgåeligt fald

Tilbage i det 5. århundrede e.v.t. var der ikke noget Danmark. Skandinavien var analfabeter og forhistorisk. De sydlige dele af Skandinavien havde imidlertid været i kontakt med det romerske imperium i århundreder, og selvom de ikke var civiliserede, havde de materielle fordele ved handel og alliancer med Rom. Det ser dog ud til, at tingene begyndte at røre i de skandinaviske lande, der var tættest på civilisationen. Der blev hørt rygter om et ekspansionistisk folk kaldet Dani, der, som man troede, kom fra det land, der i dag er kendt som Sverige. Dette er svært at underbygge, skønt mit Y-DNA ser ud til at vise en passage fra Halland (Sverige) til Jylland (Danmark) inden for de sidste 1800 år eller deromkring, så jeg ville ikke blive overrasket over at finde ud af, at den Dani virkelig kom fra Sverige. Men vi skal huske, at der ikke var noget Sverige på det tidspunkt. Alle disse navne kan være meget vildledende. Deres betydninge kan ændre sig med et hjerteslag, så meget mere i tusind år.

Under alle omstændigheder finder vi mennesker ved navn Angles and Jutes, der vandrer vest fra Jylland i løbet af det 5. århundrede. De kan være blevet opfordret til at gøre det ved tilstrømningen af Dani. Alligevel forblev den Dani stille i århundreder.

Midt i al denne stilhed opstod teknologiske innovationer i Skandinavien. Skandinaver lærte at skabe bedre og bedre skibe og udviklede kunsten til søtransport. I slutningen af det 8. århundrede plyndrede skandinaverne bredden og flodmundingerne i Østersøen, Nord- og Irske Hav. Disse nordiske raiders er blevet kendt af historien (og fjernsynet) som vikingerne.

Vikingerne indviede en ny tidsalder med havmagt, der i første omgang berigede skandinaviske høvdinge og småkonger. Mod syd var den flade, velbefolkede øhav mellem Centraleuropa og Skandinavien optimalt positioneret til at konsolidere sig i denne spirende æra med havkraft. Det var i dette miljø, Danmark blev født.

Her er et kort, som jeg skitserede af det gamle Danmark i en tid, hvor Danmarks grænser blev defineret af vand snarere end af land. Vær opmærksom på, hvor smalle søpassagerne er. Øst for sundet bestod Danmark af Skåneland og øen Bornholm. Skåneland bestod til gengæld af landene i Skåne og dens kystvinger, Halland og Blekinge. Landet nord for Skåneland var Götaland, en af de tre største lande i det gamle Sverige.

Det bør ikke overraske nogen, at et enkelt kongerige broede det sydlige Skandinaviens sund i disse år. Rejser, handel og krig var meget mere effektive over vand end over land, og så ville vi se andre maritime imperier dannes i de kommende århundreder: normannerne, anglo-normannerne, portugiserne, spanierne, svenskerne, hollænderne, og briterne.

Måske var den store udfordring for danskerne den samme udfordring, som enhver tidlig adopterer af en ny teknologi står overfor: en anden kommer sandsynligvis sammen og slår dig i dit eget spil, og de kan have geografiske fordele bedre end dit lille baltiske choke-point . For eksempel havde briterne en naturlig voldgrav – den engelske kanal, og hvad angår svenskerne, hvem udover danskerne nogensinde har vist interesse for at erobre Sveriges frosne vidder? Danskerne var derimod nødt til at kæmpe med frankerne, slaverne, Hanse, det hellige romerske imperium, Napoleon, det britiske imperium og det tyske forbund, men alligevel var Danmarks største rival Sverige! Komisk.

Gennem det 17. århundrede blev det mere og mere tydeligt, at Danmark ikke ville være i stand til at forsvare Skånelands lange grænser mod Sveriges voksende militære styrke og dygtighed.

Sundet af sydlige Skandinavien ville blive mere strategisk, da handelsruter udviklede sig mellem Østersøen og Nordsøen. Denne kendsgerning ville tjene den, der kontrollerede sundet … indtil sundet blev så strategisk, at andre sømagter ikke tillod nogen magt – hverken dansk eller svensk – at monopolisere den baltiske handel. Den eneste måde, som Danmark kunne have bevaret sundet på, ville have været i en union med Sverige. Selv så en sådan union ville skulle spille godt med Europas kræfter, og desuden ville Danmark ikke dominere Sverige – når først Sverige fik sin handling sammen. I midten af det 17. århundrede var Sverige en stormagt, et imperium, og Danmark var næsten gået ud af eksistensen (og ikke for første gang).

Den pinlige historie om krigsførelse mellem Danmark og Sverige spillede helt sikkert en del af Danmarks tilbagegang, men jeg tror ikke, det i sidste ende var den primære faktor. Tør historiebøgerne rene af Danmarks smålige, kortsynede og tåbelige konger, og jeg tror stadig, at Danmark ville være heldig at have været i eksistens, selv som et navn. Jeg har mere end en gang til min latterlige rædsel forestillet mig et kort, der skildrer Danmark som en umærket udvidelse af Slesvig-Holsten. En verden uden LEGO? Tæl dine velsignelser.

Tysk Danmark

Da min farfar var en ung soldat i Danmark, det tyske imperium strakte sig langt op på Jyllands hals som en strangulerende karikatur af en turtleneck. Farfar havde allerede tjent i den danske hær før første verdenskrig, og han blev tilbagekaldt, efter at krigen brød ud. Danmark var selvfølgelig en neutral nation, og vi kan se med tilbageblik, at Kaiseren ikke valgte at krænke Danmarks neutralitet. Ikke desto mindre forlod farfar Danmark til Amerika, så snart hans anden tilmelding var overstået.

Det tyske imperium blev besejret, og takket være den berygtede Versailles-traktat blev den nordlige tredjedel af Slesvig returneret til Danmark efter 56 års besættelse. Nogle gange spekulerer jeg på, om farfar ville have forbliver i Danmark, hvis han havde vidst, at tingene ville ende så godt. Selvfølgelig havde han været nødt til at udholde den nazistisk besættelse, men han ville have været ældre dengang. Alligvel var han en uægte søn af bønder, og som sådan skammede hans mor sig for at anerkende hans eksistens. Farfars far var immigreret til Amerika, da farfar var et spædbarn. Danmark gav den stakkels bastard ikke meget at tabe.

Tilbage i det 12. århundrede havde danskerne brugt 700 år i den truende skygge af frankerne, sakserne og tyskerne, for det meste uden hændelser, men i 1184 sendte kong Knud 5. af Danmarks rådgiver ærkebiskop Absalon den hellige romerske kejser et notat, der erklærede at Danmark ville ikke længere være en vasal af imperiet. Kejseren blev oprørt. Han sendte sin pommerske vasal for at invadere Danmark, men Absalon vendte angrebet. Kong Knud erobrede Pommern et år senere. Knuds efterfølger, Valdemar Sejr, tog mere af det nordlige Tyskland, men ville miste alle Danmarks tyske ejendele inden 1227.

Omkring dette tidspunkt den nystiftede tyske by Lübeck (f. 1143 e.v.t.) etablerede sig som en konkurrent til det danske handelscenter Slesvig (Hedeby af vikingetiden). En alliance af tyske handelsbyer, der senere blev kaldt Hanseatic League (AKA Hansa), ville snart dominere den baltiske handel. Lübeck, den vigtigste Hansa-havn, begyndte at bevæbne sig, og i 1247 angreb Lübeck-pirater norske købmænd på vej til Skåne og Gotland. Norge, truet med hungersnød på grund af en Lübeck-blokade, blev tvunget til at indgå en traktat med Lübeck. I 1248 plyndrede en Lübeck-flåde København.

Hansaen ville komme til at kontrollere de skandinaviske havne Bergen, Stockholm og Visby. De danske havne København, Roskilde, Helsingør-Helsingborg, Flensborg, Aalborg, Svendborg, Malmø, Skanør, Falsterbo og Varberg ville enten give Hansaen særlige privilegier eller være vært for Hansa-fabrikker.

Efter Valdemar Sejr (d. 1241) steg den tyske indflydelse. Rivaler om den danske trone fejdede. Slesvig, ofte styret af kongens rivaler, bukkede under for mere og mere tysk indflydelse og åbnede sig for tysk kolonisering. Drengekonge Erik Klipping og hans mor blev fanget og holdt for løsesum, da hun, assisteret af den tyske hertug Albrecht af Brunswick, invaderede Slesvig. Tilsyneladende blev de frigivet på den betingelse, at den unge konge ville gifte sig med datteren til en anden tysk hertug. Denne brud sammen med hertug Albrecht ville komme til at regere over Danmark efter mordet på den konge, hun giftede sig med. Hendes sønner Erik Menved og Christoffer ville efterfølge hende, to af Danmarks mest inkompetente konger på rekord. Erik Menved hævner sin fars mord og eksilerer et antal danske adelsmænd, der derefter, indrømmede asyl i Norge, fortsatte med at plyndre Danmarks kyst. Det drøftes, om de havde været skyldige i mordet, som de blev forvist for. Det forekommer lige så sandsynligt, at hertug Valdemar fra Slesvig var tilskynderen. Det var han, der fik mest ud af mordet.

Erik Menved stræbte efter at udvide sine ejendele til det nordlige Tyskland og beskæftigede tyske lejesoldater til at kæmpe hans kampe. Han invaderede Sverige og forsøgte at besejre et kup der. Han kæmpede også mod invasioner af sin bror Christoffer. Eriks brug af lejesoldater førte til øget beskatning, og øget beskatning førte til oprør i Danmark, der nødvendigvis blev nedlagt af — du gættede det — lejesoldater. Endelig pantsatte Kong Erik og hans bror (og efterfølger) Kong Christoffer II mest af Danmark, hovedsagelig til de tyske grever Gerhard og Johan. Dette var ingen etnisk forræderi, for Erik og Christoffer var selv tyske.

Efter at Christoffer døde i fængsel, lod de tyske grever den danske trone forblive ledig i otte år, i hvilket tidsrum Gerhard og Johan vendte sig om at fejde med hinanden.

Den første konge, der kom ud af dette interregnum, var Christoffers søn Valdemar. Denne unge kronprins havde tilbragt meget af sin barndom i Bayern ved hoffet af den hellige romerske kejser Louis IV. Han har måske lært en eller to ting der. Selvom Valdemar var behæftet med et marginaliseret, irrelevant kongedømme, samler han kongeriget Danmark igen med medgift penge, salg af fjerntliggende territorier, bedrag, mord, beskatning og krig. Han giftede sig med en datter af hertugen af Slesvig og fik således en medgift, hvorved han kunne købe jord. Dermed blev han gift med en kvinde af grundigt tysk herkomst. Kronet som Valdemar 4., ville han blive husket som Valdemar Atterdag.

Mens Valdemar indsamlede kongeriget, var han listig og hensynsløs. Han belastede adelen og bønderne med høje skatter og måtte derfor besejret flere oprør. Den Sorte døden ramte Danmark under Valdemars regeringstid, men det ser ud til, at han brugte pesten til sin fordel. Han tøvede ikke med at udnævne udlændinge til sin hof.

Valdemars drost, Henning Podebusk, var en tysk-slavisk indfødt af den engang slaviske ø Rügen, som under dansk kontrol (1168–1325) var blevet udsat for en oversvømmelse af tyske indvandrere. Podebusk blev født og opvokset under pommerske styre inden for det hellige romerske imperium. Podebusk styrede Danmark kompetent, mens Valdemar var i eksil. Han spillede en stor rolle i succesen med den danske krone fra Valdemar Atterdag til Margrete 1.

Under hansetiden vandrede tyske købmænd og håndværkere af næsten alle slags til Skandinavien.

German merchants … came to Copenhagen from Wismar, Stralsund, and Szczecin, establishing their own working men’s club there in 1382, Det tyske Kompagni. Manufacturers followed in the footsteps of merchants and, aside from blacksmiths, brewers, and shoemakers, all Medieval German trades are thought to have been represented in Denmark and thus practised throughout the entire north.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

Valdemar Atterdag reddede Kongeriget Danmark (som en politisk enhed), men han kunne ikke modstå styrken fra Hansaen. Hans datter Margrete ville opnå mere i den henseende. Margrete I var en mesterstrateg og formåede at forene Danmark, Sverige og Norge og gjorde Skandinavien således bedre positioneret til at konkurrere med Hansa. Desværre for Danmark blev unionen ikke forvaltet som en sand union, og som skete med Knud den Stores Nordsøimperiet, blev meget blod spildt af konger, der forsøgte at opretholde eller genvinde imperiets herlighed.

Margrete gav bestemt Danmark en dronning at være stolt af, men hendes herkomst var mere tysk end dansk.

Desuden havde Margretes søster Ingeborg været gift med hertugen af Mecklenburg, hvilket havde styrket Danmarks bånd til Tyskland. Som det viste sig, ville Ingeborgs barnebarn, Erik af Pommern, blive valgt som første konge af Margaret’s Kalmar Union.

Efter Erik af Pommern blev Christoffer af Bayern kronet som konge af Danmark som Christoffer 3. I disse år faldt Danmarks krone igen i kaos, og den kongelige linje sluttede helt. Danmark vendte sig derefter til Tyskland for sin næste konge: Christian 1. af Oldenborg.

Huset Oldenborg havde bånd til den danske krone, men det var for det meste tysk. Det ville herske over Danmark i århundreder, og hvad mere er: hver Oldenborg-konge ville tage en tysk brud med kun to undtagelser: to dronningskammerater ville komme fra det britiske hus Hannover. Hver af disse britiske brude havde en tyskfødt mor, og desuden var disse dronningskammerater datter og barnebarn af kong Georg 1., som selv var tyskfødt og tilbragte halvdelen af sin tid i Hannover.

Hvis man sammenlægger alle bedsteforældrene til de 26 danske monarker fra Erik Menved til den sidste af Oldenborg-kongerne, vil man finde en fødested-fordeling svarende til følgende for steder med score over en:

  1. Sachsen      14
  2. Mecklenburg  13
  3. Danmark      12
  4. Brandenburg  11
  5. Slesvig      10
  6. Bayern        9
  7. Holsten       9
  8. Pommem        6
  9. Oldenborg     5
  10. Braunschweig  4
  11. Hessen        3
  12. Thüringen     2

Danmark hævder tredjepladsen, kun en bedsteforælder foran fjerdepladsen Brandenburg. Slesvig ser godt ud lige under Brandenburg. Schleswigs bidrag er en blanding af dansk og tysk arv.

Hvad med resten af Skandinavien? Som gruppe kan de kun kræve en enkelt kongelig bedsteforælder.

Med hver ny konge bragte en ny tysk dronning en frisk infusion af tysk kultur og tyske bånd ind i det danske kongelige hof.

Every one of these princesses brought teachers, artists, manufacturers, servants and clergymen as well as their own relatives with them.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

København udviklede selv en tysk karakter i disse århundreder.

Low German … became the second language in Copenhagen, but was never spoken by the majority of the population, as the German migrants mostly assimilated within a short period of time. However the language could still be understood in parts of Copenhagen as late as 1750, some 200 years after the Reformation and associated dying out of Low German.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

I det 18. århundrede var Germaniseringen ikke ved at falme, men øges.

The reign of King Frederick V was a golden age for Danish-German cultural relations. Countless German artists, scholars, laborers and tradesmen were summoned to Denmark. … Between the years 1700 and 1772, every tenth inhabitant of Copenhagen must have been an immigrant from the German states and Holstein, at least a quarter of all inhabitants have had German ancestors and almost the entire upper class in the Danish capital been of German birth.

— Wolfert, Raimund (1963–), A History of German – Scandinavian Relations

Indflydelsen fra det tyske sprog var omfattende.

Den tyske sprogpåvirkning skyldtes ikke mindst en stærk magtpolitisk, kulturel og handelsmæssig position. I løbet af 1700-tallet bredte brugen af det danske sprog sig i den offentlige forvaltning som en modbevægelse mod den tyske dominans: Der blev talt tysk ved hoffet, der var tyske skoler, teatre og gudstjenester, og tysk var kommandosprog i hæren. — Det danske sprog

Oldenborg-huset var så tysk, at tysk blev sprog for det danske kongelige hof.

Nationalisme tog fat i Danmark i 1770’erne.

Danmark kronede en mentalt syg absolut hersker i 1766. Denne pinlige situation krævede en god tysk læge. Kronen hyrede Johann Friedrich Struensee, som straks brugte sin privilegerede adgang til kongen som et middel til at overtage Danmark. I løbet af den korte tid, hvor den gode læge styrede kongeriget, skrev han en recept for Danmark: han indførte omkring 1.800 reformer over det absolutistiske rige.

Struensees pludselige magtopgang og de reformer han indførte, førte til en sammensværgelse mod ham. Struensee blev arresteret, henrettet og hugget i stykker. Den unge dronning – som havde været gift med den gale konge uden at være blevet informeret om hans vanvid – var blevet lægerens elsker. Hun, en Hannoveransk prinsesse af britisk fødsel, var for adelig til at hugge op, så hun blev forvist til Hannover. De fleste af Struensees reformer blev vendt, men mange forblev.

Struensees henrettelse på Øster-fælled i april 1772

Forrige Grev Johan Frid. Struensee og Grev Enevold Brandt
forrshslet og afbildet på hjul og stejle d. 28 April 1772

Inden Struensee blev henrettet, havde tysk været det danske militærs officielle sprog, og (ikke så officielt) det danske kongedomstols sprog. Det ændrede sig straks, og i 1776 blev der vedtaget en lov, der begrænsede regeringskontorer til mænd født i Danmark.

Gennem århundrederne var Danmark kommet i kamp med sine tyske naboer, men ikke fordi disse naboer var tyske. Indtil Schleswig-Holstein-oprøret af 1848 havde Danmark stort set været i fred med de tyske stater mod syd. Tilbage i det 17. århundrede havde kong Christian 4. invaderet Tyskland (under Trediveårskrigen), men dette skridt blev primært motiveret af frygt for svensk hegemoni i Østersøen. Selv efter Struensee fortsatte Danmark med at favorisere Tyskland i sine internationale anliggender. Sverige forblev Danmarks primære fjende. I 1808 gik Danmark i krig mod Sverige. I 1813 blev Danmark invaderet af Sverige og mistede Norge. I 1814 gik Danmark i krig mod Sverige for at inddrive Norge. I 1849 blev Danmark tvunget af Slesvig-Holsten-oprøret at gå i krig med Tyskland. En tilbagevenden til våben mod Tyskland i 1864 førte til Danmarks tab af Slesvig—og hendes fuldstændige ydmygelse.

Skånskere og Jyder

I1 (M253) haplogruppen ser ud til at repræsentere skandinaviske folk godt. Regioner har tendens til at blive identificeret som skandinaviske, hvor mindst 25% af de testede mennesker matcher M253:

  • Sverige (33%+)
  • Norge (25%+)
  • Sjælland (35–40%)
  • Vestlige Finland (25-38%)
  • Fyn (~30%)
  • Jylland (25-30%)
  • Den Tysk Østersøkyst (~26%)

I1 menes at have dannet sig for 25 til 30 tusind år siden. Det gør det alt for gammelt til at have dannet sig i Skandinavien. Danmark blev isfrit for 22 til 17 tusind år siden. Sverige og Norge måtte vente endnu længere.

Således synes det sandsynligt, at I1 dannedes i Centraleuropa i de områder, der i dag groft er identificeret som Tyskland. Regioner som Sachsen og Bayern udviser i dag I1-tætheder på over 15%. De højere tætheder af I1 i Skandinavien skyldes måske relativ isolering gennem årtusinder.

Vi skulle ikke antage, at I1 var den eneste Y-DNA-type post-glacial Skandinavien, men det ser ud til at have været den mest almindelige.

En stor underklasse af I1, der er identificeret som specifikt skandinavisk, er I-L22. Dette er sandsynligvis hjemmehørende i Skandinavien. Det dannedes for omkring 3900 år siden, godt efter at Skandinavien for det meste var isfrit.

Når man ser på YFull-databasen, ser det ud til, at proportionerne mellem de skandinaviske lande er ens, når I1 og I-L22 sammenlignes. Danmark tegner sig for 6% af de skandinaviske prøver med hensyn til både I1 og I-L22. Sverige (75%) og Norge (18%) har også de samme forhold mellem I1 og I-L22. Det ser ud til, at Danmarks lille procentdel i vid udstrækning skyldes en lav deltagelsesrate blandt danskerne.

Det faktum, at de to forhold matcher, betyder, at Danmark er lige så meget L22 som det er I1. Det indikerer også, at L22 er en transskandinavisk klade.

Flere grupper med I1-DNA ser ud til at have været i Danmark i tusinder af år. Selvom Danmark ikke nyder et stort prøvesæt, viser de danske prøver, der findes, stadig I1-haplogruppens dybe historie i Danmark.

Det har almindeligvis været antaget, at danskerne stammer fra den skandinaviske halvø og derefter invaderede den danske øgruppe og Jylland omkring 500 e.v.t., og udviste andre folk, der muligvis havde inkluderet de angli (engelske) og jyder, der vandrede til Storbritannien på omtrent samme tid. Moderne stipendium har rejst tvivl om de gamle beretninger, som denne invationshypotese var baseret på.

Det er interessant, at en af ​​de ældre grupper, der er anført ovenfor, I-Z2040, er en I-Z58-underklasse, en vestgermansk gruppe, der er ret almindelig i England, så her ser vi et link til Tyskland og de folk, der bosatte sig i Storbritannien.

Z58+ is chiefly West Germanic, with a very strong presence in Germany, the Low Countries and Britain. It is also found to a lower extent in Nordic countries and throughout Continental Europe. — Eupedia: Haplogroup I1

I Danmark er I-Z58 næsten lige så almindelig som I-L22. Fire af de otte danske prøver af I-Z2040 er fra enten Jylland eller Syddanmark.

Skønt udbredelsen af ​​I-L22 i Danmark ser ud til at vise, at regionen i dag kendt som Danmark var skandinavisk længe før år 500 e.v.t., synes der stadig at være en forbindelse med Nedre Tyskland, især i Jylland.

Selvom Danmark muligvis har været skandinavisk længe før juterne rejste til Storbritannien, skulle vi ikke være sikre på, at en skånsk invasion ikke fandt sted. Der er tegn på indvandring til Jylland fra Skåneland inden for de sidste 2000 år.

  • I-S14887a — Skåne, Blekinge og Halland til Jylland siden 400 e.Kr.
  • I-Y20287 — Skåne og Halland til Jylland siden 200 e.Kr.

Disse er begge I-L22-underklasser. Mit eget faderlig DNA matcher I-Y20287, så hvis der var en skånsk invasion eller migration omkring 500 e.v.t., kan mine forfædre meget vel have spillet en rolle i det.

Mit dansk projekt

Hej, mine imaginære danske venner! Fra og med i dag planlægger jeg at genoplive min blog, men jeg vil skriver på dansk kun. Dette projekts formål er, at jeg skal øve mig på skrevet dansk.

Min første oplevelse med dansk var at lytte til min bedstefar synge ride ride ranke, mens jeg hoppede på hans knæ. Jeg fik at vide om dette. Jeg var for ung til at huske.

Bedstefar Jensen blev lammet af et slagtilfælde, da jeg var en dreng. Jeg huske ikke, at jeg nogensinde har talt med ham.

Næste gang jeg stødte på det danske sprog, søgte jeg efter min bedstefars danske familie i danske kirkebøger og folketællinger. Jeg fandt dem omkring tyve år senere.

Jeg lærte lidt dansk i 2019, mens jeg forberedte mig på mit første besøg i Danmark. Under besøget mødte jeg mine danske næstfætre. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har modtaget sådan en velkomst!

I denne blog håber jeg at skrive om Danmarks historie og geografi som en øvelse i at lære disse emner, men også som en øvelse i at lære dansk.

Vulture, by Robinson Jeffers

In Igneous Range, the vulture is the firebird, a symbol of ancient Iran, and a symbol of transcendence.

To be eaten by that beak and become part of him, to share those wings and those eyes …

Published posthumously in 1963.
Jeffers Literary Properties
Stanford University Press
Reading © 2017 Kaweah

For more discussion on this and other Jeffers poems, see Robinson Jeffers: Fire from Stone.

The Summit Redwood, by Robinson Jeffers

There is an outlaw thread in Igneous Range, so one of the Robinson Jeffers poems that it reminds me of is the Summit Redwood:

First published in 1928
Reading by Kaweah

A companion lyric to Cawdor and a splendid fire-poem in its own right, The Summit Redwood has never been selected for any anthology, possibly because it appears to put “people of color” in a bad light, or perhaps because its style appears to be inconsistent. I happen to see it as a marvelous portrait of kindred defiants: a red tree and a red man.
Redwoods don’t often grow on summits, particularly on the coast, but often enough for the purposes of this poem. They are shaken by lightning commonly enough. Continue reading

To the Story-Tellers, by Robinson Jeffers

I wrote most of Igneous Range before I had any idea I was writing a Jeffers novel, thematically anyway: violence, vultures, redwoods, defiance, and above all fire. A repeating theme is the dominance of the subconscious, and there is also a sense of insanity.

Oh, and there’s genocide as well.

Toward the end of the story, Armen encounters a crazy old man in a cave who preaches the insanity of man. He does not mean that man is evil; only that man is not rational:

There are lots of intelligent animals, but there is only one mad animal.